Skip to main content
“Speek” guide – mangler evt. links til overnatningerne Dybvadbro og Ferup

En Guide til Stallerup Sø og Dybvadbro ruten:

Mere om Stallerup Sø og Dybvadbro ruten:

Ruten starter ved vores kanoplads ved tilløbskanalen lige bagved Slusehuset. Her isættes kanoerne og når alle er klar med picnic-kurvene, padler og veste, starter I ud på Børste-turen til Stallerup Sø og måske helt til Dybvadbro.

E45:

Den første bro I passerer under er E45-passagen, der er ret smal. Dette skyldes at Hartesløjfen også går ind under motorvejsbroen oppe på en boardwalk. Efter broen udvider kanalen sig til en mindre sø. Kanalen er her skabt ved hjælp af de mange Børsters tunge arbejde, og på denne første del har det måske været den mindst krævende del af arbejdet med de vildt mange tons af jord, sand og ler, som det kæmpe anlægsarbejde er udført med. De første 500 meter af kanalen er her gravet ind i ådalssiden og vandet er på den måde spærret inde i kanalen, ved hjælp af en lang dæmning der forhindrer vandet i at løbe ned ad dalsiden, og videre ned til Kolding Å, som befinder sig ca. 25 meter dybere nede i dalbunden mod syd.

Gangbroen og olietårnet:

I har stadig Hartesløjfens sti på sydsiden af kanalen, mens I befinder jer udfor klatrestativet ”Boretårnet” og endnu ikke har passeret gangbroen. Der er mulighed for at gå i land på den lille flydebro ved picnichuset. Stedet her ligger tæt på marken hvor Danmarks første olieborings forsøg blev lavet med hjælp fra dampmaskiner og en entreprenør fra USA. Vi er til bage i 1936 og på marken lige syd for gangbroen, bliver der boret ned i den danske undergrund. Målet er at finde olie og grunden til at forsøget bliver gjort netop her, skyldes at der i nogle vandbrønde i områder er så højt et saltindhold i vandet, at det ikke kan bruges til drikkevand. Det er også en kendt historie, at der tilbage i 1578 bliver forsøgt at udvinde salt fra en saltkilde et andet sted i Ådalen. Alt dette giver håb om at der et sted i undergrunden kan være en større formation af salt som kan være ”låget” oven på et lag i undergrundet, hvor der ofte vil være mulighed for at finde olie. For Danmark ville et sådan fund kunne få stor betydning og dengang for mere end 80 år siden blev stedet et yndet udflugtsmål, hvor man kunne se det imponerende ”spektakel”, hvis man ikke bare som mange lokale brugte stedet som udflugtsmål for en badetur med udspring fra broen.

Påby Sø:

Søen er opstået som en del af kanalen. Nede på bunden af søen har der oprindeligt været en mindre bæk som før 1919 afvandede Grøn Sø, som I senere kommer forbi. Dog er søen ikke længere en sø, men boldt en meget blød eng.

Her i søen holder der flere forskellige andefugle til og masser af andre smådyr. Midt ude i søen er der fra midten af maj en ”flydende ø” af en kaktusagtig plante, den har naturligvis intet at gøre med de rigtige kaktusser i ørkenen, med pas lidt på med sarte små fingre for den har lidt torne på de saftfyldte palmeagtige blade. Dens navn er krebseklo og navnet kommer af at dens små hvidlige blomster sidder i enden af en stilk der godt kan ligne en krappe klo – den er hverken farlig eller kødædende.

Broen ved Gl. Esbjergvej:

Påby sø forlades via broen under Gl. Esbjergvej. Det kæmpestore rør som kanalen her strømmer under vejen i er, ligesom resten af kanalen, lavet af de 300 børster – arbejdsmændene som var ansat til at lave ”baglandet” der samlede vandet og førte ned til vandkraftværket.

Bare til denne lille bro har man dengang skulle bruge rigtig meget muskelkraft – muskelkraft, fordi alt blev lavet uden brug af maskiner. Det betød at den beton som broen er lavet af skulle blandes med håndkraft ved at skovle en blanding af sand, grus og cement frem og tilbage fra første en bunke, over i en anden bunke, og så tilbage igen. Dette skulle gøres mindst 6 gange. Herefter blev der tilsat vand og skovlet videre, indtil blandingen var tilpas fugtig. Derefter kunne Børsterne starte forfra med en ny portion. Processen med broen her har taget mange dage. Børsterne skulle i alt lave tre nye broer for at kanalerne kunne komme på tværs af landskabet – den næste af deres broer bliver ved Stubdrupvej, hvilket var den mest omfattende af de tre broarbejder.

Grøn Sø og Katastrofen:

I har nu passeret Esbjergvej og oppe ovenfor bakkekammen kan I se Harte kirke. Hvis vi skruer tiden 440 år tilbage, ville I her befinde jer på en ret stor mølledam på størrelse af ca. 6 fodboldbaner. På flere kort er området stadig benævnt som Grønsø, men i dag er det kun her i kanalen at der er synligt vand. Da Børsterne den gang skulle grave kanalen, var denne del her en af de virkelig svære og vanskelige udgravninger. De har formodentlig skulle pumpe vandet væk for at kunne grave. Det fortælles også at man på et tidspunkt får en lille skinnemaskine og nogle små tipvogne til hjælp. Den slags brugte man dengang også i brunkulslejre og i store tørvegrave. Det har sikkert været rart ikke at skulle flytte alt jorden med trillebøre, men til fortællingen høre netop en historie om hvordan denne skinnemaskine en aften ikke blev kørt op på sikker grund og at den følgende morgen sammen med dele af skinnerne, som den stod på, var sunket ned i den bløde undergrund. Det har sikkert ikke været en rar ting at skulle fortælle eller forklare til entreprenøren, og helt sikkert heller ikke populært i hos de efterfølgende arbejdere, som nu ikke længere kunne gøre brug af maskinens hjælp. Den kunne ifølge fortællingen ikke bjærges og som følge deraf, så er der den dag i dag et eller andet sted her langs kanalen, nede i dybet af Grøn sø, en lille damptrækmaskine, sammen med en eller flere tipvogne.

Til historien om Grønsø, hører der også en mediehistorie. I landets aviser kunne man i 1735 læse en historie om Grønsøkatastrofen. I flere avisartikler beskrives det hvordan der i 1698 skete et voldsomt brud på mølledammen ved Påby ved Harte, og om hvordan store mængder af jord og vand skyllede ned over dalstrøgene, som i avisartiklerne fra 1735 blev forklaringen på hvorfor Kolding havn var ved at sande til. Dengang havde havnen i Riberdyb stor betydning for den trafik af gods, som blev transporteret rundt til alle de andre kystbyer i Østersøen. Riberdyb har netop sit navn af at gods fra Ribe i nogen grad blev transporteret tværs over Jylland, for så at blive omlæsset til fragtpramme og skibe i Kolding og herfra videre ud i Østersøen. Selve katastrofen skete fordi der i årene optil dæmningsbruddet, var en mølle, ca. der hvor Gl. Esbjergvej krydser i dag. Mølleren, der skulle betale afgift til Koldinghus, har af en eller anden grund ikke kunne drive en rentabel forretning. Måske har han været ramt af sygdom og andre ulykkeligheder, men hvorom alting er, så er møllen og de dertil hørende dæmninger og sluser, i en så dårlig forfatning, at da tøbruddet en dag i det tidlige forår 1698 sætter ind, så skyller vandet over eller igennem dæmningen og hele mølledammen tømmes på kort tid for vand.

Og denne del er ikke bare en god historie. Der blev nemlig efterfølgende klaget, og i nogen grad også udbetalt erstatning for de enge og marker som blev sandet til med slam og jord og hvad der nu end skyllet med. Stedet hvor vandet blandt andet fandt vej, kan stadig ses og det kan give et godt indtryk af begivenhederne dengang. Hvis man kigger ned i bunden af dalen der ligger lige bag ved den ”nye” dæmning syd for kanalen tæt på Boretårnet og gangbroen.

E20 og odderpassagen:

I er nu kommet til turens længste tunnel, som fører jer under E20. På en regnvejrsdag er her en dejlig pause for vind og vejr. Inde i tunnelen, i hele broens længde, er der en smal flydebro. Det er ikke til lystfiskerne fra Kolding Sportsfiskerforening, selvom de har godt nok fiskeretten på de fleste strækninger her i vandløbssystemet, og de laver også hist og her nogle små gangbroer, så man kan komme over sumpede tilløb – men nej, denne smalle bro er lavet til en firbenet fiske-ekspert: Odderen. En odder er en super dygtig svømmer – faktisk så hurtig og adræt i vandet, de færreste fisk har en reel chance for at slippe væk, hvis odderen har sat den på dagens menukort. Men odderen har det af en eller anden grund lidt svært med vand der løber under broer. Den vil hellere krydse en vej, ved at løbe op over broen, end ved at svømme igennem. Det er selvsagt ikke uden risiko at krydse en vej, og da slet ikke en motorvej, hvis man er en odder. Så for at give odderne en bedre mulighed, kan de på denne flydebro løbe igennem vejdæmningen – og det virker. Måske er odderen afhængig af synet for at kunne finde retning på hvor den skal hen og i det mørke vand under en bro bliver den måske usikker på hvordan den skal orientere sig.

Stubdrupvej og den store udgravning:

Da valget om hvor kanalerne skulle have sit forløb i landskabet, har det sikkert været en svær beslutning for Mikkel Thomsen, ingeniøren bag Harteværket. Han har sammen med entreprenøren regnet på, hvordan man kunne komme til at grave mindst muligt og samtidig få den bedst mulige udnyttelse af vandet. Målet var at få vandet ledt hen til bakkeskråningen ovenfor værket, der hvor det røde trykrør i dag befinder sig, for at få det nødvendige fald på 25 meter, så vandets kraft kunne give nok energi til Kolding by. Udfordringen var at der er brug for enorme mængder vand til et vandkraftværk og at dette vand skulle opsamles over et stort oplandsområde. Der er derfor i landskabet omkring Harteværket blevet flyttet enorme mængder jord, for at give vandet adgang til Kolding ådal.

Man skal forestille sig, at Mikkel sidder og ser på kort over oplandets vand. Han beslutter sig for at han skal have vandet fra Vester Nebel Å og Alminde Å ledt ned til værket. Derudover udgør Stallerup Sø, sammen med Donssøerne, et vandreservoir på omkring 1 kvadratkilometer – mere end 100 fodboldbaner, som han også får brug for. Det er lige her ved Stubdrupvej det oprindelige vandskel delte landskabet op. Alt vand nord for vejen løb mod Alminde Å, og dernæst mod vest til Vester Nebel ådal, for så at løbe mod syd og ramme Kolding Å. Men nu hvor vandskellet er brudt med kanalen, er der adgang til en langt mere direkte vej. Det er her Mikkel ser mulighederne. Sammen med den byggede dæmning ved Ferup Sø, som hæver vandstanden 4,5 meter, bliver det store søsystem skabt. Nu har Mikkel Thomsen alt det vand han skal bruge, og ledt det ned til vigtige bakkeskråning.

Sluseporten som kan ses for enden af rørtunnelen, blev bygget for at kunne lukke for vandet til kanalen frem til Harteværket. Den blev i 2011 løftet op med kran for at give adgang for sejlads på kanalen. Oprindeligt var der kun få centimer fri passage imellem vandoverfladen og portens bund.

Dronning Dorothea og den imponerende virkelyst:

Vi starter lige med Mikkel Thomsen igen: Hvor fik han idéen til at lave et vandkraftværk fra? Det er noget vi kan få et sikkert svar på, men der noget med os mennesker. Vi vil gerne udregne løsninger på udfordringer, der kan gøre en opgave lidt nemmere, eller måske helt spare en for selv at skulle gøre noget. Det kan endda få os til at udføre en kæmpe opgave, hvis man dernæst aldrig mere skal gentage den mindre opgave. Det kan også sige sådan, at hvis du kan lave en maskine der kan udføre din opgave, så sipper du for at lave opgaven igen – men først skal du altså lige lave maskinen.

Hartekanalen var Mikkel Thomsens ide, men for lidt mere end 450 år siden var det faktisk en anden der næsten brugte den samme ide – nemlig Dronning Dorothea som lod en saltkanal opbygge i Harteværkets opland. Og måske har netop denne historie om den gamle saltkanal givet Mikkel en start på en tankerække der førte ham frem til visionen om Harteværket.

Den én meter brede saltkanal startede her, kort før I sejler ud i Stallerup Sø. Det var her at Dronningen der i 1568 lod en masse bønder og andet godtfolk starte gravearbejdet med den 4 km lange kanal der gik herfra og ind til Kolding – eller næsten indtil Kolding. Målet var at lede vand ind til byen. Der er dog ikke helt sikre beviser for til hvad eller hvordan vandet er blevet brugt inde i byen. Nogle vil mene at det har været til drikkevandsforsyning, og andre at vandet bragte saltholdigt vand fra Stallerup Søs dalside ind til et saltsydningsværk inde ved det nuværende stadion. Den mest troværdige historie er dog at vandet i den lille kanal skulle drive et pumpeværk ved en eller flere brønde ved stadionet. Den slags pumper er kendt fra andre af datidens saltværker – blandt andet i Polen og i Schweiz. Vandet fra Stallerup Sø løb derfor i en plankesat kanal, i næsten samme linje som den kanal I er kommet hertil på, og videre endnu 2 kilometer ind til dalsiden ved Kolding Stadion. Her hjalp vandet med at rotere et eller flere møllehjul, der via en aksel drev en pumpe, som hentede det saltholdige vand op fra en dyb brønd. Det kæmpe anlægsarbejde af denne plankesatte slatkanal, kan i dag undre, fordi salt er noget vi bruger, men det er ikke dyrt – men dengang for 450 år siden blev salt handlet med som “det hvide guld” og var et vigtigt fundament for vores økonomi.

Dronning Dorothea fik udvundet salt i en kort periode, men noget gik galt og efter få år ophører omtalen i de kilder vi har tilgængelige og der kan heller ikke spores nogle indtægter salg af salt i årene efter.

Picnicpladsen ved Stallerup Sø

Her ved starten af Stallerup Sø er der mulighed for at komme i land ved anløbsbroen på den østlige side.

Der er et bordebænkesæt på pladsen, men det også muligt at gå ind i den lille skov mod nord og tage sig en pause fra på sejlturen og måske nyde den medbragte mad, kaffe og kage. Stedet besøges også af gående på Hartesløjfen og af lystfiskere.

Den tragiske drukneulykke på Stallerup Sø:

Om børster og godtfolk

Koldingbogen_1983_02.pdf (assets-servd.host)

Uddrag fra Koldingbogen 1983 om drukneulykken på Stallerup Sø juli 1919:

Den 20. Juli var en søndag, og slår man op i Kolding Folkeblad for mandag den 21., kan man læse om den ulykkelige tildragelse. Der var blevet arbejdet om formiddagen, og da arbejderne havde spist middagsmad i marketenderiet, ville 10 af dem ud på en rotur på Stallerup sø. De kom over på den anden side i god behold, men på tilbageturen gik det galt, da de ville skifte plads ved årerne. Båden kæntrede midt ude på søen. De fem forsvandt mens fire holdt sig fast i båden og den 10. mand, Karl Jensen, kaldet Karl Sanger svømmede ind for at hente en line. Han gik ud igen med linen, som dog var for kort, men imidlertid havde folk fået en tømmerflåde slået sammen, så de fire blev reddet, mens de fem forsvandt og først blev fundet i løbet af de kommende dage. Da et lille hold fra Kolding Gymnasium i vinteren 1977 under temaugen arbejdede med Harteværkets opførelse, stødte vi flere gange på beretninger om denne ulykke. Den har gjort stort indtryk. Den mundtlige tradition var nok så farverig. Ulykken skyldtes, at i hvert fald nogle af arbejderne var berusede, så at de »gjorde mytteri«, da de var midt på søen. Ovennævnte Karl Jensen omtales som Karl Stivben, og det gør jo ikke hans bedrift ringere. Hvordan det nu forholder sig, så har entreprenøren den 24. juli indrykket et dementi af, at de forulykkede skulle have været berusede. Det har åbenbart ligget entreprenøren på sinde at værne de dødes eftermæle. Og der har nok heller ikke været mange andre til det. De først fundne efter drukneulykken indrykker sognerådet en dødsannonce om. Derpå kommer der en ny annonce, som er underskrevet De Sydøstjydske Elektricitetsværker. En dag senere oplyser avisen, at De Sydøstjydske Elektricitetsværker bekoster begravelserne. Den 26. juli blev de fire, der er nævnt ovenfor begravet. Følget anslås til 400 mennesker, det var for stort til, at det kunne være i kirken. Arbejdsmændenes Fagforening i Kolding mødte med fane, kammeraterne gav 600 kr. til en mindesten, og entreprenøren er igen den, der takker for deltagelsen. Mandag den 28. juli har Social Demokraten en annoncen underskrevet: Samtlige ved Vandkraftanlægget i Harte beskæftigede Arbejdere. I annoncen takkes egnens beboere for deltagelse, Harte Sogneråd, som har arrangeret begravelsen, De Sydøstjydske Elektricitetsværker for at bekoste denne på en smuk måde og endelig entreprenør Carl Jensen, fordi han har gjort meget for at finde de druknedes lig, og i særdeleshed takkes han fordi han værnede kammeraternes minde. Det ses, at den store ulykke har fået arbejderne til at rykke sammen, og at de ved denne lejlighed ikke har kunnet affinde sig med, at det med rette eller urette skulle hedde sig, at de forulykkede var berusede. At kun en mand af de 7 Arbejdere ved Harteværket. fem omkomne blev sendt hjem for at blive begravet i sin hjemegn nær Holstebro, viser vel ellers nok, at disse arbejdere ikke var meget bundne af familiebånd, men en vis respektabilitet har været værdsat. En af de omkomne havde nogle få ører i lommen, mens en anden havde 131 kr. 64 øre samt lommeur. Børsterne arbejdede kun sjældent for at spare op. Det var folk, som ikke kunne holde sig i ro. Deres sociale tilhørsforhold var meget forskelligt.

Boardwalken langs Stallerup sø og vores syn på naturren:

På jeres videre sejltur skal mod nord op til den modsatte ende af Stallerup Sø. Sejladsen her er blevet åbnet for kanosejlads med kanoer udlånt fra Harteværket, og der henstilles til at der sejles, af hensyn til naturen, på den østlige side af søen. Sejladsen her er tilladt fra d. 31. april og frem til og med uge 42 – såfremt vejr og vandforholdene er acceptable og ikke udgør en øget risiko for sikkerheden.

Hvis man ønsker af gå i land, kan der laves landgang på boardwalken ca. 600 meter nord for picnicpladsen. Se skiltningen og det udleverede kort.

Fiskbæk og Mikkel Thomsens genistreg:

Her ved toppen af søen (den nord østlige ende af søen) fortsætter turen på det der oprindeligt var en lille grøft eller bæk, kaldet Fiskbæk. I dag er det en ca. 10 meter bred kanal, som vi jo kan takke børsterne og Mikkel Thomsen for. Oprindeligt var dette afløbet fra søen, som løb op igennem dalen og førte vandet op til Alminde Å.

Da dæmningen ved Ferup Sø lukkede for vandet i Vester Nebel Ådal, og faktisk også Alminde Å, steg vandstanden 4,5 meter og begyndte derfor at løbe op gennem det der dengang var Alminde Å. De 4,5 meter var nok til at vandstanden steg op i en højde, hvor hele det nuværende søsystem giver et stort samlet vandreservoir på godt og vel 1,2 kvadratkilometer.

Egtvedvej – en sidste tunnel på turen:

Broen der her fører Egtvedvej over kanalen, er den sidste af de oprindelige tre broer som Børsterne og entreprenøren fik lavet i 1919–1920. Hele anlægsarbejdet blev gennemført på mindre end 19 måneder, og i betragtning af hvor meget af gravearbejdet der blev udført på våd og blød bund, har det krævet en kæmpe indsats. I alt var der 300–350 børster ansat i løbet af perioden og omfanget af arbejdet var tilsyneladende også større end man først havde forstillet sig. Da der i de første udkast skulle budgetteres med arbejdsløn til de mange børster, lød budgettet på 100.000kr. Arbejdslønnen til de mange hårdtarbejdende mænd endte dog på 1.200.000, og løb derfor langt højere op end der var budgetteret med. Sådan går det jo tit med store projekter – Storebæltsbroen lavede også sprækker i budgettet.

Troldhedebanen og Donssøerne:

Her hvor Troldhedebanen krydser kanalen, slutter jeres sejlads fra Harteværket. På den anden side af banestien ligger Donssøerne – Søndersø og Nørresø. Det er dog ikke tilladt at sejle videre på disse søer. I har nu mulighed for at sejle retur, eller tage en pause og gå i land ved anlægsbroen. Herfra kan man besøge Dybvadbro Station, hvor der er madpakkehus, toilet, en shelterplads og nogle bålsteder. Shelterne kan bookes via kommunens hjemmeside. Se mere her: Link

Vand og grøn energi:

Vandkraft er en vigtig kilde til co2 neutral energiforsyning. På verdensplan udgør vandkraft 15% af det samlede elforbrug. Til sammenligning udgør atomkraft kun 4 %. De sorte energikilder, gas, olie og kul, udgør i alt 87%, så der helt sikkert plads til flere vindmøller og solceller som udgør de 2 %. Et tal man forventer vil stige.

Vandkraft er med sine 15 % i elektricitetsforsyningen en vigtigere spiller end tallet umiddelbart afslører. Det er nemlig også vandkraft, som mange steder kan bruges til at lagre energi. Udfordringen ved de co2 neutrale energikilder som sol og vind, er, at vi i princippet ikke selv kan styre hvornår solen skinner og hvornår vinden blæser, og til en vis grad så kan energiselskaberne heller ikke styre hvornår vi som samfund bruger meget eller lidt strøm. Elektricitet er en konstant balancegang for de systemer og energiforsyningsselskaber, der skal sørge for at strømmen er tilgængelig når vi skal bruge den.

Fordele og ulemper ved vandkraft:

Fordelen ved vandkraft er, at der på et vandkraftværk kan laves strøm, når der er brug for den, hvilket i sig selv er rigtig smart. Luk for vandet = ingen strøm – åben for vandet, og så er der strøm.

Flere steder kan vandkraftsanlæg konstrueres således at de også kan bruges til at oplagre den strøm der er i overskud andre steder. Hvis for eksempel vinden blæser, og vi på en kold vinternat ikke kan lukke vores små kraftvarmeværker ned, så har vi en ret stor overproduktion af el. Her i Danmark kan det så resultere i, at vi enten skal slukke for vindmøllerne eller vi skal eksportere strømmen. Her er der den mulighed at vi kan ringe til Norge og spørge om de har plads til noget meget billigt strøm i deres lagre. Hvis de har det, kan nogle af deres vandkraftværker køre ”baglæns”. De kan sætte generatorerne til at virke som en stor elmotor, og derved pumper turbinen vandet op ad bjerget igen, så vandet derved kommer til at være et genopladeligt batteri. Vandet oppe i det højtliggende vandreservoir kan så senere igen blive omdannet til ny elektricitet, når der igen er brug for mere strøm end de andre kilder kan klare.

Bagsiden af vandkraft: Nok er vandkraft god for co2 regnskabet, men der er også et men. Det er ikke bare fryd og gammen – vandkraft har også en bagside, og her er vi tilbage til det vand du netop nu sejler på. Ofte sker der det med et opdæmmet i et søsystem, der primært består af vandløbsvand, at det har rigtig svært ved at forblive i biologisk balance. Som eksempel lavede man i 2008 her i Stallerup Sø og Donssøerne en undersøgelse af fiskebestanden, og kort fortalt finder man i denne undersøgelse ud af, at der er 40 tons fisk i søerne som ikke burde være der.

Du har nu sikkert to spørgsmål: hvordan finder man ud af at der er 40 tons for mange fisk af arterne skaller, flire, brasen og karper i søerne som ikke burde være der? Og hvorfor bør de ikke være der?

For at finde ud af hvor mange fisk der er i en sø, kan man jo tømme den for vand og tælle fiskene, men den går jo ikke her, da der er i runde tal er omkring 3-4 millioner tons vand i søerne tilsammen.

I stedet satte man flere fiskegarn op i søerne i et bestemt tidsrum. Dernæst tog man nettene op, talte omhyggeligt fiskene og mærkede dem, så de kunne sættes ud igen. Alt sammen meget skånsomt, så fiskene gerne skulle overleve. Derefter ventede man nogle dage, inden man gjorde det hele igen på nøjagtigt samme måde – med undtagelse af, at denne gang blev fiskene ikke genudsat. Nu talte man så hvor mange af de fangne fisk der var genfangede fra den første fangst.

Tænk det sådan, at vi har en dam med fisk i; i første fangst fanger vi 100 fisk. To dage senere fanger vi 150 fisk. I anden fangst er de tre af fiskene mærket fra den første fangst. Nu starter matematikken så først. Udligner vi fangstantallet, så forholdet er ens 100 – 150 = så de tre fangede fisk bliver til 2 ud af 100. Med en genfangst på 2%, kan man derfor antage at der er 50 gange så mange fisk i vandet end dem man fanger i de opsatte net. Wow, ja det er i virkeligheden lidt mere en erfaringssag – så dem der laver disse udregninger kender også lidt flere tricks, så man med endnu større sikkerhed får svar på en søs fiskebestand. Men det er grundlæggende, ud fra denne metode, at man med et passende antal net, kan udregne antallet og vægten af den mænge af fisk der lever i søen. Så det må i dette tænkte eksempel være en ret lille sø, eller også er fiskene ret gode til at spise hinanden. Det leder os frem til det næste. I en lidt forenklet forklaring kan det beskrives, at der i en større sø er flere forskellige arter af fisk, der tilsammen, sammen med det øvrige liv af smådyr og planter, udgør en fin balance mellem fisk der spiser smådyr og plantedele og fisk der spiser andre fisk. Så hvad går der galt? Hvorfor er der for mange? Skaller, flire, brasen med fl., de er alle ”fredsfisk” – eller som de i visse sammenhænge bliver kaldt: ”skidtfisk”. Det starter med at vandet i et vandløb er ret næringsrigt og mere end det normalt er i en sø. Når det næringsrige vand får lov til at få en pause i søen, så får algerne der lever i vandet bedre tid til at æde af de mange næringsstoffer. De blomstrer op og det resulterer i første omgang i at der er mere mad til tanglopperne, som æder algerne og så længe dette dyreplanton kan følge med til at æde, så er der i princippet ikke nogen ubalance, men næste trin er at den store mængde dyre plankton – dafnier – vandlopper, bliver til et stort festmåltid for de fisk der lever af at spise dem. Det bliver over tid rigtig godt at leve af dyreplankton i søen, og i næste trin er det så rovfiskene der kan have en fest – så længe der så er nok fiskeædende fisk i vandet, går alting jo godt,  men så kommer der et eller andet lille udsving før eller siden, og du kan jo prøve at pille lidt i balancen. Det der sker ude i virkeligheden, er at årstidens skiften før eller siden vil give perioder hvor algerne får overtaget. På en varm sommerdag vil algerne blomstre, vandet bliver mere grønt, så rovfisken får svære ved at se fredsfisken. Dermed overlever flere af dem og de mange fredsfisk spiser flere vandlopper, som jo så ikke spiser algerne. Vandet bliver dermed grønnere, og over tid bliver der endnu flere fredsfisk, som i endnu højre grad spiser dyreplantonnen, som efterhånden ikke kan nå at følge med til at spise algevæksten. Derfor bliver vandet til sidst så grumset at rovfisken næsten ikke kan fange deres bytte – den onde spiral er i gang.

Det kaldes biomanipulation når man griber til en af løsningerne der går ud på at fjerne de overskydende fredsfisk, så dyreplantonnet igen kan få en chance for at få overtaget. Herved er problemets kilde dog ikke løst, som du nok kan forstå, for der kommer stadig næringsrigt vandløbsvand på langt ophold i søen, men heldigvis er der her i søerne også lavet en anden forandring. Vester Nebel Å løber nemlig siden 2008 ikke længere igennem søerne. Nu er det så fjorden og Lillebælt, der skal forsøge at følge med til at spise overskuddet af næringsstofferne, men det er en anden historie.

Link til Shelterpladsen ved Dybvadbro: Link XXXX

Link til Hartesløjfens yderste punkt Link: XXXXX

– en gåtur til Ferup Sø