Harteværket markerer sit 101-års jubilæum 28. juli. Det gamle vandkraftværk, som i dag måske er mest kendt som et grønt åndehul med kanoer og vandleg, fejrer sin 101 år lange historie med åbent hus for alle interesserede. Og der er virkelig noget at fejre, for Harteværket er i energi- og industrihistorisk sammenhæng en seværdighed af Danmarkshistorisk kaliber
I 1917 var Danmark i fuld gang med at blive elektrificeret, men en energikrise, skabt af 1. Verdenskrig, satte en midlertidig stopper for udviklingen. Fabrikker og gårde var allerede afhængige af elektricitet, og flere ventede på, at elnettet nåede ud til dem. Da kul og olie nu ikke længere kunne skaffes, blev elektriciteten rationeret, og der blev ikke investeret i nye elværker. En gruppe fremtrædende folk fra Koldings opland (samlet i Koldings Oplands Højspændingsforsyning – KOH) ville ikke vente på, at krisen gik over. I stedet kiggede de efter alternativer til olie og kul.
Vandkraft i Danmark
I Danmark anno 1917 blev der næsten udelukkede produceret strøm af fossile brændstoffer. Vindmøller eksisterede kun som små backup-enheder. Solceller kom først til mange år senere, og vandkraften blev kun udnyttet på mindre å-løb. Der var dog én person som mente, at ca. en tredjedel af al strøm kunne produceres med det, vi i dag kender som vedvarende energi. Det var ingeniøren Kristian Thomsen. Han havde siden 1910 i bøger, foredrag og indlæg argumenteret for, at der skulle opføres vandkraftanlæg ned igennem Jylland. Han mente nemlig, det ville være bedre, hvis dansk energi kom fra de uendelige danske naturkræfter frem for importeret kul. Der var imidlertid ingen større interesse for Thomsens ideer – ikke indtil energikrisen indtraf.
Familiefesten i Harte
Kristian Thomsen begyndte at få opmærksomhed for sine ideer, efter kulmanglen tog til i 1917. Dette førte blandt andet til planerne om opførelsen af Tangeværket, Danmarks største vandkraftværk, som Thomsen var hovedkraften bag. I mellemtiden var KOH blevet kontaktet af den unge Kolding-ingeniør Mikkel Thomsen, som ville sælge ideen om et vandkraftværk. KOH, med den lokale proprietær Søren Haue i spidsen, takkede ja tak til tilbuddet. Kolding Kommune fattede interesse for projektet og investerede i det mod en anpart. De krævede dog, at en uvildig ekspert blev tilknyttet. Da der kun var én vandkraftekspert i Danmark, blev dette Kristian Thomsen.
At Søren Haue, Mikkel og Kristian Thomsen endte med at arbejde sammen om Harteværket var sandsynligvis ikke tilfældigt. Haue var nemlig Kristian Thomsens svoger, og Mikkel Thomsen var Kristians grandnevø og tidligere lærling – Harteværksprojektet var altså nærmest en familiefest. Imens trekløveret begyndte arbejdet med Harteværket, trak opførelsen af Tangeværket i langdrag. Harteværket overhalede indenom, og endte derfor med at blive det første store vandkraftværk i Danmark.
Et energiteknisk vidunder
Harteværket var ved sin indvielse det største vandkraftprojekt i Danmark. Dermed blev Harteværket forsøgskanin for, om det kunne lade sig gøre at producere større mængder strøm ved hjælp af vandkraft i det relativt flade Danmark.
Strategien var ikke at opføre et værk, hvor vandet var. I stedet var taktikken at flytte vandet hen, hvor der var det mest optimale fald i terrænet. Dette var også princippet bag Harteværket. Der var intet vand på stedet, men 300 arbejdere gravede konstant i over et år de flere kilometer lange kanaler hen til det sted, hvor værket er i dag. Danske og svenske firmaer leverede maskineriet til selve strømproduktionen, og den kendte Koldingarkitekt Ernst Petersen stod for opførelsen af bygningerne. Da Harteværket stod færdigt 28. juli 1920, var det et (i dansk sammenhæng) energiteknisk vidunder, som blev indviet. Harteværket var beviset på, at vedvarende energi kunne være et reelt alternativ til kul og olie. På trods af dette, endte vandkraftprojektet som en fiasko.
En mislykket energirevolution
Harteværket blev en meget dyr investering med en budgetoverskridelse på over 100 procent. Rent faktisk leverede værket som følge deraf i en periode Danmarks dyreste strøm. De høje udgifter skyldtes til dels svingende materialepriser, men dårlig planlægning og for dyr teknologi var også grunde dertil. Ingeniørerne bag værket affejede selv budgetoverskridelserne som uheldige udgifter, der var kommet til, fordi der ikke var erfaring i Danmark med at opføre så store vandkraftværker – de mente, at de næste værker nok skulle blive rentable.
Flere af personerne bag Harteværket blev også primusmotorer for de efterfølgende danske vandkraftværker. Disse værker blev også alt for dyre at opføre. Sideløbende med det ene fejlslagne vandkraftprojekt efter det næste, gik energikrisen i sig selv, og kul blev igen billige og let tilgængelige. Interessen for vandkraft døde ud, og der skulle gå ca. 50 år, før vedvarende energi igen kom på den politiske dagsorden.
På en mark lidt uden for Kolding
Harteværket var altså langtfra en succes i samtiden. Er det så rimeligt at kalde det en seværdighed, som er med til at sætte Kolding på Danmarkskortet? Ja, for med Harteværket har Kolding Danmarks første eksisterende eksempel på, at vedvarende energi vitterligt kan fungere som alternativ til fossile brændstoffer. Selvom vandkraftværker aldrig blev rentable i Danmark, var de med til at vise vejen frem for vedvarende energi. Hvis pengene havde været flere, og interessen var vedblevet, havde en stor del af Danmarks energiproduktion været ’grøn’ allerede 50 år før, de første seriøse vindmøller så dagens lys. Harteværket er et historisk bevis på, at forskning og tanker om vedvarende energi ikke er et nymodens fænomen, og at vi allerede for 100 år siden havde et alternativ til de forurenende fossile brændstoffer.
Harteværkets og vandkraftens historie kan i dag opleves ude på værket, som stadigvæk producerer grøn elektricitet, imens det også fungerer som oplevelsescenter for både børn og voksne.
Artiklen er skrevet af Søren Werther Kjær Rasmussen, historiker og kommunikationsansvarlig på Harteværket
