Kraftværkets historie

Vandkraftværket Harteværket har en lang historie. Benyttelsen af vandkraft for at danne elektricitet strækker sig helt tilbage til 1878, hvor det blev brugt for første gang.

Harteværkets historie begynder omkring 1917, strækker sig op igennem 1900-tallet og helt til den tid vi har i dag. Men det kan du læse meget mere om i vores tidslinje.

I forbindelse med Harteværkets 100 års jubilæum, er der også blevet udarbejdet en bog, som er gratis at hente for alle der skulle have lyst til at udforske Harteværkets historie i større grad. 

1917

Vandkraftanlægget blev planlagt af Kolding-ingeniøren, cand.polyt Mikkel Thomsen, og er lidt af en genistreg.
Den opførte dæmning over Vester Nebel Å ved Ferup, tvinger vandet i Alminde Å til at løbe modsat åens naturlige retning og vandet opstemmes derved i Donssøerne.

Fra Donssøerne ledes vandet videre til Stallerup Sø og derefter via en kanal under motorvejen gennem et 80 meter langt rør til værkets turbiner.

Vandet driver turbinerne, der via generatorerne omdanner vandets faldkraft til elektricitet.

Det er i store træk de originale turbiner og generatorer, der i dag bruges til at producere elektricitet på Harteværket.
Faldhøjden er 25,4 meter (Danmarks største), og der strømmer 6.000 liter vand gennem røret hvert sekund.

Trykrøret er forsynet med en spændeventil, hvilket betyder, at går der hul på røret, lukkes der automatisk for vandforsyningen
Harteværkets turbiner er de originale maskiner fra 1920. Værkets produktion afhænger af vandmængden.

Vandkraftcentralen i Harte, kaldet Harteværket, blev bygget i årene 1918-1920, og var det første større anlæg af sin art i Danmark. Opføringen af Harteværket blev påbegyndt for at dække et voksende behov for energi til belysning og industri.

Det blev også bygget for at sikre elektrificering af landområdet omkring Kolding efter energikrisen under 1. verdenskrig. I sin tid kunne værket levere halvdelen af Kolding by og oplands forbrug af el. Værket ejes nu af en fond, og grundet den kulturhistoriske værdi er det fredet. I dag fungerer det som museum og besøgscenter og periodisk som leverandør af strøm til Kolding. Hovedparten af udstyret er det oprindelige, som har været i drift i over 90 år, og stadig er det – dog med begrænset vandmængde, da en del af vandet er ført tilbage til det oprindelige å-løb som led i et naturgenopretningsprojekt.

1918

“Anlægsarbejdet begynder”

Da Harteværket i årene 1918-1920 blev opført, blev der anlagt flere dæmninger for at få en tilstrækkelig vandmængde og fald nok til at drive turbinerne til Harteværket.

Når man bevæger sig rundt i det danske land – særligt med tog og jernbane, skænker man ikke arbejderne bag denne så afgørende infrastruktur for Danmarks udvikling mange tanker.
Desuden overvejer man næppe, hvordan gravearbejdet blev foretaget med skovle og trillebøre af arbejdsmænd – de såkaldte ”børster”. De viede store dele af deres liv til dette arbejde. Børsterne var dengang også kendt som ‘landevejens farende svende’. 

Januar – 1919

De kendes særligt som arbejdskraft i forbindelse med anlæggelsen af jernbanenettet i Danmark. Men børsterne stod også bag jordarbejdet ved Harteværkets opførelse. Deres bidrag til udviklingen af samfundet i starten af 1900-tallet er således massiv, men som erhvervsgruppe fremstår de som en grå, anonym masse af arbejdsmænd.
Børsterne lagde en enorm arbejdskraft i det store anlægsarbejde, som var forudsætningen for, at Harteværket kunne blive et velfungerende vandkraftværk. Deres arbejdsindsats må ikke underkendes, men som arbejdsgruppe og væsentlig bidragsyder til mange af de store jordarbejder, der blev gjort på dette tidspunkt, så er det tankevækkende, hvor lidt man egentlig ved om denne arbejdsstyrke.

Blandt deres præstationer finder man opførelsen af dæmningerne nær Harteværket.

Den største af disse blev skabt ved Ferup Sø. Slusehuset ved søen ses stadig derude.
Derved blev de to større søer ved Dons skabt, nemlig Dons Nørresø og Dons Søndersø.
Ligesom flere strategisk placerede kunstige kanaler, ledte de vandet den rigtige vej til Harteværket og videre ud i Kolding Å.

Vandet i Vester Nebel Å blev opstemmet, omtrent hvor det krydsedes af Troldhedebanen, således at vandet gik imod dets naturlige fald. Desuden ved at vende vandet i Almind Å blev vandet presset østpå. Derved løb det ind i kanalen ved Busholm Bro for at løbe gennem Søndersø og Skallebæk, der blev oprenset, uddybet og rettet ud mod syd til Stallerup Sø. Stallerup Sø havde ellers tidligere været forsøgt tømt i landindvindingens interesse.

“Drukneulykken ved Stallerup Sø”

En historie, der fylder meget i fortællingen om Harteværket, er den om de fem børster, der druknede i Stallerup Sø i sommeren 1919.
Ulykken skete en søndag, hvor der var blevet arbejdet om formiddagen, og hvor ti arbejdere efter middagen ville sejle en tur på søen, inden de skulle have eftermiddagskaffe. Båden kæntrede i forbindelse med et åreskift, og alle ti mand røg i vandet. Det lykkedes for nogle af mændene at få båden tilbage på ret køl, fem af dem holdt fast i båden, mens de øvrige fem druknede.
Historien om drukneulykken på Stallerup sø har givet os muligheden for at kende navnene på nogle få af de arbejdere, der sled på Harteværket. Ligesom det har givet os et indtryk af den solidaritet, der trods alt var blandt arbejderne, og som kom direkte til udtryk ved den mindesten, der er rejst på Harte Kirkegård, og som blev bekostet af de øvrige jordarbejdere.

Juli 1919

Juli 1920

“Harteværket står færdigt”

Harteværket blev bygget lige efter 1. verdenskrig og sat i drift i 1920. På daværende tidspunkt, var der allerede etableret mange elproducerende vandkraftværker i hele verden. Man startede allerede tilbage i 1878 med at benytte vandkraft til at producere elektricitet.

I Europa blev anlæggene især etableret, hvor der var store faldhøjder og/eller store vandmængder. Harteværket er således bygget med kendt teknik.

Hele projektet med at opkøbe land, bygning af kanaler mm. kostede 3,6 mio. kr. I dag svarer dette beløb til ca. 1300 mio. kr. Da Harteværket blev bygget, opnåede det en tidsubegrænset ret til vandet med et reguleringsbånd på 1 meter.
Værket blev dengang drevet sammen med et dampkraftanlæg i Kolding by.

I sin tid kunne Harteværket dække næsten halvdelen af Kolding by og oplands forbrug af el, men i dag udgør produktionen kun omkring 1% af forbruget i Kolding by.
Selvom Harteværket i dag kun er en mindre produktionsenhed sammenlignet med de centrale kraftværker, er det dog et større kraftværk sammenlignet med de mange lokale produktionsenheder såsom gasmotorer mm.

På trods af, at Harteværket i dag kun udgør en lille del af selve energiforsyningen, har det til gengæld nogle egenskaber i form af hurtig regulering, som kan udnyttes.

I 2007 skete der en naturgenopretning af Vester Nebel Å for at sikre fiske- og plantemiljøet i åerne. Dette resulterede i, at vandtilførslen til Harteværket blev reduceret med 60 %, men der produceres fortsat el på Harteværket.

Harteværket er i dag fredet, både bygninger og maskineri, fordi værket er et stykke industrihistorie. Hovedparten af udstyret er det originale, og har været i drift i over 90 år.
Derfor siger man, at værket er en levende kulturarv. Du kan læse mere om fredningen af Harteværket her.
Harteværket drives i dag af Fonden Harteværket.

I 1920, da Harteværket blev bygget, svarede elproduktionen til næsten halvdelen af Kolding by og oplands forbrug af el.

Da Harteværket ændrede driften i 2007, producerede værket stadig i gennemsnit 1,8 mio. kWh pr. år.

Beregningerne for værkets elproduktion har holdt stik gennem alle årene og har kun varieret betydeligt i år med megen tørke eller nedbør. I 1980, hvor der var stor nedbør, var produktionen for eksempel oppe på 3,42 mio. kWh.

Der er tre turbiner på Harteværket, hvor to af dem har 525 HK og en har 300 HK. Turbinerne har altså tilsammen 1350 HK, svarende til rundt regnet 1000 kW.

Til driften af Harteværket var der dengang tilknyttet en maskinmester, to maskinassistenter og to arbejdsmænd.

2007

Nye fundamenterAarsleff var også involveret i projektet og stod for gravearbejdet og monteringen af ekstra fundamenter. Røret løber ned ad en skråning, halvt over terræn, halvt nede i en grøft. Det gjorde både udgravningen og støbningen under røret besværlig. Aarsleff monterede 11 nye fundamenter for at sikre røret til den ekstra last. Skråningen gav udfordringer, fordi den var ufremkommelig for blandt andet betonbilerne. Derfor måtte vi etablere et omfattende pumpesystem på trods af den begrænsede mængde beton, vi skulle bruge.

2010

Restaurering

Glasfiberrør til fredet vandkraftværk. Aarsleff har udført en lidt speciel opgave for Harteværket i Kolding. Vandkraftværkets gamle faldrør var korroderet og hullet som en schweizerost. Løsningen blev at installere et glasfiberarmeret polyesterrør inden i det 80 meter lange rør. Dette skete i år 2010.

Faldrøret er et nittet stålrør, som med tiden er blevet meget korroderet. Jævnligt opstod der nye huller i røret, som blev lukket med træpinde. Efterhånden blev træpindene dog erstattet af en bolt med pakning, hvis ikke der blev svejset en lap på. Denne løsning var ikke holdbar på sigt, så Rørteknik, Bolig og Industri fik en henvendelse om problemet.

Som en stjernehimmelRøret blev renset indvendigt, og i løbet af den proces blev omtrent 500 nye huller pludselig synlige, hvilket med et kig indefra ledte tankerne hen på en stjernehimmel. Vi foreslog at montere et glasfiberrør inden i det eksisterende rør, så man fik et korrosionsfrit rør, som kan holde til vandtrykket på 2,5 bar.

Forslaget blev accepteret af Kulturarvsstyrelsen, fordi vi bevarede det oprindelige rør udvendigt, og styrelsen valgte endda at støtte projektet med 20 procent af anlægsinvesteringen.

Opdelt i sektionerRøret har en faldhøjde på cirka 26 meter, er 80 meter langt, og har en diameter på 1,75 meter. Det nye rør er fremstillet af glasfiberarmeret polyester med sand i kernen. Røret er opdelt i segmenter, hvor hvert enkelt segment er 2,3 meter langt og har en indvendig diameter på 1,6 meter. For hvert fjerde segment blev spalten mellem glasfiberrøret og stålrøret lukket med beton for at begrænse opdriften og trykket, når der skulle efterstøbes mellem rørene.

35 sektioner installeretEfter de i alt 35 rørsegmenter var installeret, blev begge ender af røret lamineret med glasfiberarmeret polyester. Det 2,5 meter lange afskårne stykke af stålrøret, som var fjernet, for at vi kunne komme ind i røret, blev svejset på igen, og betonen blev pumpet ind mellem rørstykkerne. I alt arbejdede Rørteknik på projektet i fire uger.

Efter næsten et helt århundrede, er Harteværket stadig i drift. Der er i 2008 foretaget en naturgenopretning ved Ferup, så Vester Nebel Å’s forløb er ført tilbage til sit oprindelige leje.

Elproduktionen på Harteværket er dermed gået kraftigt tilbage, idet værket har mistet 2/3 af den oprindelige årlige vandmængde. Der er i de senere år kommet meget store mængder vindkraft i el-systemerne. Dette har medført, at elproduktionen er mere uforudsigelig, og der er blevet behov for mere fleksibilitet i systemet.

Her kommer vandkraftens store reguleringsevne til nytte. Ved at drive værket på en anden måde end tidligere, med udnyttelse af vandkraftens store reguleringsevne, kompenserer denne driftsform for driftstabet med den mindre vandmængde.

Der er i dag mere end nogensinde behov for supplerende produktioner, der er meget fleksible og hurtigt kan regulere elproduktionen op eller ned i takt med vinden eller andre ubalancer i el-systemet.

Værkets fremtidVærket arbejder i fremtiden sammen med andre mindre produktionsenheder og danner dermed et større kraftværk til regulering. Ud over betaling for elproduktionen vil værket i fremtiden modtage betaling for at stille sin fleksibilitet til rådighed.

Harteværket idag

Sådan begyndte det

I 1930erne blev der boret efter salt ved Harteværket.

Det begyndte med, at Danmarks ledende geolog i 1930’erne, dr. phil. Victor Madsen, efter årelange studier og geofysiske undersøgelser havde dannet sig en teori om, at der måtte findes salt i Danmark, og stedet måtte være Harte.

Men der var ikke nogen, som havde lyst til at kaste sig ud i boringer efter mineralet, da man ikke var sikker på, om det fandtes. Derfor kunne det risikere at koste en formue. Da den danske stat ikke ville risikere et økonomisk tab, blev der indrykket annoncer, hvori regeringen indbød liebhavere til, på visse betingelser, at starte saltboringer.
Annoncen gav intet resultat, men da den danske ingeniør Karl Østman i begyndelsen af 30’erne rejste til Amerika, mødte han ingeniøren Frederick Franklin Ravlin. Ravlin havde i en årrække haft held med at bore efter olie og blev interesseret i den annonce, Østman viste ham.

Ravlin tog til Danmark det følgende år, og her mødte han direktør for Danmarks Geologiske Undersøgelser dr. phil. Victor Madsen, dr. phil. Hilmar Ødum (leder af borearkivet ved DGU) og statsminister Thorvald Stauning. Her blev kontrakten underskrevet, og det fremgik, at Ravlin på egen regning og risiko kunne få lov til at bore i jorden ved Harte, men hvis han inden for to år fandt mineraler af nogen art, kunne han erhverve koncessionen til Danmarks undergrund mod at betale staten 7½% af værdien af, hvad der eventuelt ville blive produceret.

Saltudvinding

Den store dag – saltklumpen.  Ravlin rejste hjem og sendte materiel og erfarne borefolk til Danmark, og arbejdet blev indledt den 27. juli 1935.
Første egentlige resultat var den famøse saltklump, der blev boret op den 13. november 1936 i nærværelse af dr. Victor Madsen, ass. geolog ved Københavns Universitet A. Noe-Nygaard og ingeniør Karl Østman, selvom dens ægthed senere blev betvivlet.
Victor Madsen udfærdigede derefter et dokument om fundet og dennes omstændigheder og rejste til København med saltet efter forinden at have holdt en lille uformel tale, hvori han udtrykte glæden over, at hans teori om salt ved Harte havde holdt stik. Han nævnte også, at retten til undergrunden og udvinding af råstoffer i Danmark nu tilhørte Ravlin.

Dr. Madsen delte senere saltklumpen i to stykker, den ene del er i København, den anden del gav han til Ravlin, der senere forærede den til en dame i USA, som selv borede efter olie og havde skabt sig en millionformue på det.

Nu satte Ravlin mere kraft ind på arbejdet. Han fik flere borematerialer og mere mandskab sendt over fra Amerika. Nyheden om saltfundet nåede ud i verden og resulterede i, at det internationale selskab Gulf Oil Co. rettede henvendelse til Ravlin om at overtage hans eneret. Ravlin sagde først nej, men Gulf blev ved med at presse på, og selskabets tilbud antog efterhånden et så favorabelt omfang, at Ravlin accepterede, idet han dog betingede sig statens sanktion.
Dermed trådte Ravlin ud af billedet og tog tilbage til USA, efter at havde brugt ca. en million kroner i Harte.

Saltklumpens ægthedDa 2. verdenskrig begyndte, påstod Karl Østman, at saltfundet var falskneri, og at han havde købt saltklumpen i P. A. Kruuses materialhandel i Odense. Ravlin havde dernæst selv anbragt den i borerøret. Karl Østman har senere tilbagekaldt denne udtalelse under begrundelsen af, at det var for at aflede tyskernes opmærksomhed fra Danmarks undergrund.

Der er efterfølgende fundet store saltforekomster i form af salthorste flere steder i Danmark.

Hvordan hænger det sammen?

Harteværket får sit vand til elproduktion fra Dons Søerne.
Vandet udnytter tyngdekraftens virkning. Fra et højtliggende sted falder vandet ned til et lavere niveau.
I sit fald passerer vandet en turbine. Det faldende vand får turbinen til at rotere om en aksel, som så igen trækker en generator og producerer el-energi.

Vandet ledes via kanaler ind til Værket.
Derefter løber det igennem risten i risthuset. Her renses vandet for blade, grene og andet skidt, så det ikke kommer i turbinerne.
(Fiskene føres via et omløb uden om turbinerne og ud i Kolding Å).

I det første risthus på Harteværket var der en grovrist, som tog det værste, men da man fik nye riste med mindre mellemrum i risthuset, var grovristen ikke længere nødvendig.

Sluseporten (er i det sorte hus ved tilløbskanalen) er altid sænket et stykke ned i kanalen.
Slusen tager de helt store ting, som fx en træstamme. Hvis ikke disse sorteres fra vil det ødelægge kæder m.m. i risthuset.

Når vandet har været en tur igennem risthuset, løber det videre ned gennem det store røde trykrør.

Vandet kommer først ned i kælderen. Her deler røret sig i to, det ene rør fører op til turbine 1, og det andet rør fordeler til turbine 2 og 3.
Herefter lukkes spjældet op, og turbinen sætter i gang, når vandet kommer. Spjældet kan åbnes både manuelt og pr. automatik.

I turbinen er der en masse “skovle”, som er forbundet med en aksel, der fører hen til et svinghjul, der stabiliserer omdrejningerne og generatoren. Det er generatoren, der danner strømmen.

Den spænding, generatoren danner, er på 380 Volt. Strømmen fra generatoren går via tykke kobberskinner ned i kælderen under værket.

Her bliver energien omformet fra 380 Volt til 10 kV (kilovolt) eller 10.000 Volt, for at blive egnet til at transportere over større afstande.

Det sker i de 3 transformere, én for hver generator.

De røde 10 kV kabler transporterer så energien over til transformerstationen “Harte” (den store sorte bygning, du kan se på p-pladsen).

Fra transformerstation “Harte” sendes strømmen dels op på kabel- og luftledningsnettet til andre dele af regionen, dels ud i 10 kV kabelnettet omkring i Kolding. Fra 10 kV kabelnettet bliver energien igen transformeret ned inden det kommer ud til husstanden, nemlig til 230 og 400 Volt, som vi kan bruge i de almindelige apparater.

Mængden af energi, Værket kan producere afhænger af antal turbiner, der igen afhænger af vandmængden den dag. Produktionen skal meldes ind til NEAS Energy, der er ansvarlig for at sælge den til elmarkedet. Det skal ske inden kl. 11.30, døgnet i forvejen. Der meldes for eksempel ind, at i morgen kører turbine 1 fra klokken 8 til 16.

NEAS Energy kan så overtage styringen af turbinen klokken 8 dagen efter og danne den mængde strøm, de har behov for.

Der er i de senere år kommet meget store mængder vindkraft i el-systemerne. Dette har medført, at elproduktionen er mere uforudsigelig, og der er blevet behov for mere fleksibilitet i systemet. Her kommer Harteværkets gode reguleringsevner til nytte.

Ved hurtigt at regulere produktionen op eller ned i takt med vinden eller andre ubalancer i el-systemet, er Harteværket med til at stabilisere det – og kan modtage betaling for det, udover betalingen for energien.


Når vandstanden er ved at være nede i søerne, melder vi turbinen ud af markedet igen, døgnet før.
Førhen blev turbinerne tilset hver aften og to gange hver dag i weekenderne. Men pga. besparelser gøres dette ikke længere. Der er dog alarmer på, så hvis der sker noget, kobler turbinen fra elnettet og lukker ned af sig selv.

Lidt bonus infoEn generator er bygget efter samme principper som en elmotor. Når der kommer nok omdrejninger i generatoren, producerer den strøm svarende til, at elmotoren drejer rundt, når man sætter strøm til den. Det kan sammenlignes med en gammeldags cykel-dynamo. Jo mere du træder i pedalen, jo mere lyser din lygte.

Turbine 1 og 3 er tvilling turbiner og nr. 2 er en enkelt turbine. Tvilling vil sige at der sidder to sæt lameller.
Lamellerne slides og skal renoveres efter flere års brug. Når de slides, mister de kraften. Det betyder, at effekten af vandets gennemstrømning bliver mindre. Det kan tydeligt mærkes, når der kommer nye i.

Værket består af tre vandkraftturbiner af typen Francis, som anvender en speciel teknologi, som er ideel til et “lille” vandkraftværk som Harteværket, da der bliver genereret meget energi af en forholdsvis lille vandmængde.

De to store turbiner genererer 350 kW pr stk. i timen, og bruger 2400 liter vand i sekundet. Den lille turbine genererer 250 kW i timen og bruger 1200 liter vand i sekundet.

Den installerede effekt på generatorerne er ca. 1300 kW.

Den maksimale ydeevne er ca. 1000 kW.

Det er de originale turbiner og generatorer, der fortsat er i drift.

Al teknologi på Harteværket er således 100 år gammelt. Den eneste udskiftning som har fundet sted, er af risthuset som ligger på toppen af bakken, hvor vandet bliver filtreret for nedfaldne blade mm., inden det bliver ført ned til turbinerne. Risthuset blev skiftet ud i 1947.

Turbinerne

Fiskeriet på egnen var en vigtig indtægtskilde for bl.a. bønderne. I 1896 valgte nogle bønder at omlægge produktionen fra flæsk og kød til ørred og karpe.
Tidligere i historien tilhørte fiskeriet de kongelige på Koldinghus Slot, men i enkelte tilfælde fik andre lov at fiske af Kong Christian den fjerde. Først i 1767 gik fiskeriet for første gang over i privat ejendomsret.

Metoden. En særpræget metode blev især anvendt før 1864, nemlig det såkaldte vippegarnsfiskeri. Man mener, at metoden har oprindelse i Rhinen et sted i Tyskland, og at Kolding egnen er det eneste sted i landet, hvor “vippen” blev anvendt.

Vippegarnet bestod af en solid bærestolpe (vippepæl), der var gravet langt ned i åbrinken og afstivet med tre nedgravede skråstivere. Ovenpå pælen var en gaffel (vrieren) fastgjort med en bolt. Vippestangen, der var 24-30 fod (7,32-9,14 m) lang, holdtes på plads af en klamp på hver side af vrieren.

Vippegarnsfiskeri

Vippestangen kunne da let svinges ind mod land, samtidig med at fiskeren brugte sin vægt til at vippe stangen op, så anordningen blev løftet op ad vandet.

På vippestangen fastgjorde man en løkke, der var forbundet med vippegarnet. Det var i alle fire sider spændt ud over et stærkt lig, der igen var fæstet til bøjlerne, som var lavet af unge bøge, der krydsede hinanden. Desuden var nogle liner fastgjort for at holde bøjlerne i fast position. Maskestørrelsen var mellem 2 og 11/4 tommer (5-7 cm).

Udbytte. Garnet var indrettet, så det fyldte hele hulken. Så snart det blev løftet, fik man formodentlig en del af de fisk, der befandt sig over garnet. I selve løftet blev garnet sagte hævet en anelse, men hvis der ikke var fangst, lod man garnet glide tilbage igen. Var der fangst, ville ørreden søge mod garnets dybeste punkt, mens garnet blev løftet og derfor undslap fiskene sjældent. Omvendt sikrede de store masker, at fisk under 40 cm blev frasorteret, således at kun få bækørreder, grønlændere og små havørreder blev fanget.

Metodens effektivitet blev understreget af, at maksimalfangsten på én nat blev opgivet til 1800 pund (816,5 kg) fordelt på 40 vippegarnsfiskere. Dette svarer til 20,4 kg per vippegarn.

Naturens indflydelse. I nattens mulm og mørke stod vippegarnsfiskerne langs Vester Nebel og Kolding Å, mens garnene blev vippet sagte op og ned med trekvart minuts mellemrum. Fra Trudsbro og nedefter var der mellem tredive og fyrre garn. I havørredernes optræksperiode (juli-okt.) fiskede man i hulkerne (hølerne), hvor åen er dybest og man var især på færde, når vejret var uroligt med nordøstlig vind og højvande i fjorden. Derfor var der læskure langs åen til at krybe sammen under uvejr. Under omstændigheder med grumset vand efter regnvejr (flom) kunne fiskeriet også udføres om dagen.