Harteværkets historie

Download gratis e-bog om værkets historie her:

Historien-om-Harteværket

1917

1917: Vandkraftanlægget blev planlagt af Kolding-ingeniøren, cand.polyt. Mikkel Thomsen, og er lidt af en genistreg.
Den opførte dæmning over Vester Nebel Å ved Ferup, tvinger vandet i Alminde Å til at løbe modsat åens naturlige retning, og vandet opstemmes derved i Donssøerne.

Fra Donssøerne ledes vandet videre til Stallerup Sø og derefter via en kanal under motorvejen gennem et 80 meter langt rør til værkets turbiner.

Vandet driver turbinerne, der via generatorerne omdanner vandets faldkraft til elektricitet.

Det er i store træk de originale turbiner og generatorer, der i dag bruges til at producere elektricitet på Harteværket.
Faldhøjden er 25,4 meter (Danmarks største), og der strømmer 6.000 liter vand gennem røret hvert sekund.

Trykrøret er forsynet med en spændeventil, hvilket betyder, at går der hul på røret, lukkes der automatisk for vandtilførslen.
Harteværkets turbiner er de originale maskiner fra 1920. Værkets produktion afhænger af den tilførte mængde vand.

Vandkraftcentralen i Harte, kaldet Harteværket, blev bygget i årene 1918-1920, og var det første større anlæg af sin art i Danmark. Opførslen af Harteværket blev påbegyndt for at dække et voksende behov for energi til belysning og industri.

Det blev også bygget for at sikre elektrificering af landområdet omkring Kolding efter energikrisen under 1. verdenskrig. I sin tid kunne værket levere halvdelen af Kolding by og oplands forbrug af el.

1918

Anlægsarbejdet begynder

Da Harteværket i årene 1918-1920 blev opført, blev der anlagt flere dæmninger for at få en tilstrækkelig vandmængde og fald nok til at drive turbinerne til Harteværket.

Når man bevæger sig rundt i det danske land – særligt med tog og jernbane, skænker man ikke arbejderne bag denne så afgørende infrastruktur for Danmarks udvikling mange tanker.
Desuden overvejer man næppe, hvordan gravearbejdet blev foretaget med skovle og trillebører af arbejdsmænd – de såkaldte ”børster”. De viede store dele af deres liv til dette arbejde.

Januar – 1919

Børsterne kendes særligt som arbejdskraft i forbindelse med anlæggelsen af jernbanenettet i Danmark. Men børsterne stod også bag jordarbejdet ved Harteværkets opførelse. Deres bidrag til udviklingen af samfundet i starten af 1900-tallet er således massiv, men som erhvervsgruppe fremstår de som en grå, anonym masse af arbejdsmænd.
Børsterne lagde en enorm arbejdskraft i det store anlægsarbejde, som var forudsætningen for, at Harteværket kunne blive et velfungerende vandkraftværk. Deres arbejdsindsats må ikke underkendes, men som arbejdsgruppe og væsentlig bidragsyder til mange af de store jordarbejder, der blev gjort på dette tidspunkt, så er det tankevækkende, hvor lidt man egentlig ved om denne arbejdsstyrke.

Blandt deres præstationer finder man opførelsen af dæmningerne nær Harteværket.

Den største af disse blev skabt ved Ferup Sø. Slusehuset ved søen ses stadig derude.
Derved blev de to større søer ved Dons skabt, nemlig Dons Nørresø og Dons Søndersø.
Ligesom flere strategisk placerede kunstige kanaler, ledte de vandet den rigtige vej til Harteværket og videre ud i Kolding Å.

Vandet i Vester Nebel Å blev opstemmet, så vandet gik imod dets naturlige fald. Desuden vendte man vandet, så det i Almind Å blev presset østpå. Derved løb det ind i kanalen ved Busholm Bro for at løbe gennem Søndersø og Skallebæk, der blev oprenset, uddybet og rettet ud mod syd til Stallerup Sø. Stallerup Sø, havde ellers tidligere været forsøgt tømt i landindvindingens interesse.

Drukneulykken på Stallerup Sø

Fem børster, der druknede i Stallerup Sø i sommeren 1919.
Ulykken skete en søndag, hvor der var blevet arbejdet om formiddagen, og hvor ti arbejdere efter middagen ville sejle en tur på søen, inden de skulle have eftermiddagskaffe. Båden kæntrede i forbindelse med et åreskift, og alle ti mand røg i vandet. Det lykkedes for nogle af mændene at få båden tilbage på ret køl, fem af dem holdt fast i båden, mens de øvrige fem druknede.
Historien om drukneulykken på Stallerup sø har givet os muligheden for at kende navnene på nogle få af de arbejdere, der sled på Harteværket. Ligesom det har givet os et indtryk af den solidaritet, der trods alt var blandt arbejderne, og som kom direkte til udtryk ved den mindesten, der er rejst på Harte Kirkegård, og som blev bekostet af de øvrige børster.

Juli 1919

Juli 1920

Harteværket åbner

Harteværket blev bygget lige efter 1. verdenskrig og sat i drift i 1920. På daværende tidspunkt var der allerede etableret mange elproducerende vandkraftværker i hele verden. Man startede allerede tilbage i 1878 med at benytte vandkraft til at producere elektricitet.

I Europa blev anlæggene især etableret, hvor der var store faldhøjder og/eller store vandmængder. Harteværket er således bygget med kendt teknik.

Hele projektet med at opkøbe land, bygning af kanaler mm. kostede 3,6 mio. kr. I dag svarer dette beløb til ca. 1300 mio. kr.
Værket blev dengang drevet sammen med et dampkraftanlæg i Kolding by.

I sin tid kunne Harteværket dække næsten halvdelen af Kolding by og oplands forbrug af el, men i dag udgør produktionen kun omkring 1 pct. af forbruget i Kolding by.
Selvom Harteværket i dag kun er en mindre produktionsenhed sammenlignet med de centrale kraftværker, er det dog et større kraftværk sammenlignet med de mange lokale produktionsenheder såsom gasmotorer mm.

På trods af, at Harteværket i dag kun udgør en lille del af selve energiforsyningen, har det til gengæld nogle egenskaber i form af hurtig regulering, som kan udnyttes.

Efter 100 år, er Harteværket stadig i drift. Der er i 2008 foretaget en naturgenopretning ved Ferup, så Vester Nebel Å’s forløb er ført tilbage til sit oprindelige leje.

Elproduktionen på Harteværket er dermed gået kraftigt tilbage, idet værket har mistet 2/3 af den oprindelige årlige vandmængde. Der er i de senere år kommet meget store mængder vindkraft i el-systemerne. Dette har medført, at elproduktionen er mere uforudsigelig, og der er blevet behov for mere fleksibilitet i systemet.

Her kommer vandkraftens store reguleringsevne til nytte. Ved at drive værket på en anden måde end tidligere, med udnyttelse af vandkraftens store reguleringsevne, kompenserer denne driftsform for driftstabet med den mindre vandmængde.

Der er i dag mere end nogensinde behov for supplerende produktioner, der er meget fleksible og hurtigt kan regulere elproduktionen op eller ned i takt med vinden eller andre ubalancer i el-systemet.

Værkets fremtid. Værket arbejder i fremtiden sammen med andre mindre produktionsenheder og danner dermed et større kraftværk til regulering. Ud over betaling for elproduktionen vil værket i fremtiden modtage betaling for at stille sin fleksibilitet til rådighed.

Harteværket idag

Harteværket får sit vand til elproduktion fra Dons Søerne.
Vandet udnytter tyngdekraftens virkning. Fra et højtliggende sted falder vandet ned til et lavere niveau.
I sit fald passerer vandet en turbine. Det faldende vand får turbinen til at rotere om en aksel, som så igen trækker en generator og producerer el-energi.

Vandet ledes via kanaler ind til Værket.
Derefter løber det igennem risten i risthuset. Her renses vandet for blade, grene og andet skidt, så det ikke kommer i turbinerne.
(Fiskene føres via et omløb uden om turbinerne og ud i Kolding Å).

I det første risthus på Harteværket var der en grovrist, som tog det værste, men da man fik nye riste med mindre mellemrum i risthuset, var grovristen ikke længere nødvendig.

Sluseporten (er i det sorte hus ved tilløbskanalen) er altid sænket et stykke ned i kanalen.
Slusen tager de helt store ting, som fx en træstamme. Hvis ikke disse sorteres fra vil det ødelægge kæder m.m. i risthuset.

Når vandet har været en tur igennem risthuset, løber det videre ned gennem det store røde trykrør.

Vandet kommer først ned i kælderen. Her deler røret sig i to, det ene rør fører op til turbine 1, og det andet rør fordeler til turbine 2 og 3.
Herefter lukkes spjældet op, og turbinen sætter i gang, når vandet kommer. Spjældet kan åbnes både manuelt og pr. automatik.

I turbinen er der en masse “skovle”, som er forbundet med en aksel, der fører hen til et svinghjul, der stabiliserer omdrejningerne og generatoren. Det er generatoren, der danner strømmen.

Den spænding, generatoren danner, er på 380 Volt. Strømmen fra generatoren går via tykke kobberskinner ned i kælderen under værket.

Her bliver energien omformet fra 380 Volt til 10 kV (kilovolt) eller 10.000 Volt, for at blive egnet til at transportere over større afstande.

Det sker i de 3 transformere, én for hver generator.

De røde 10 kV kabler transporterer så energien over til transformerstationen “Harte” (den store sorte bygning, du kan se på p-pladsen).

Fra transformerstation “Harte” sendes strømmen dels op på kabel- og luftledningsnettet til andre dele af regionen, dels ud i 10 kV kabelnettet omkring i Kolding. Fra 10 kV kabelnettet bliver energien igen transformeret ned inden det kommer ud til husstanden, nemlig til 230 og 400 Volt, som vi kan bruge i de almindelige apparater.

Mængden af energi, Værket kan producere afhænger af antal turbiner, der igen afhænger af vandmængden den dag. Produktionen skal meldes ind til NEAS Energy, der er ansvarlig for at sælge den til elmarkedet. Det skal ske inden kl. 11.30, døgnet i forvejen. Der meldes for eksempel ind, at i morgen kører turbine 1 fra klokken 8 til 16.

 

Turbinerne

NEAS Energy kan så overtage styringen af turbinen klokken 8 dagen efter og danne den mængde strøm, de har behov for.

Der er i de senere år kommet meget store mængder vindkraft i el-systemerne. Dette har medført, at elproduktionen er mere uforudsigelig, og der er blevet behov for mere fleksibilitet i systemet. Her kommer Harteværkets gode reguleringsevner til nytte.

Ved hurtigt at regulere produktionen op eller ned i takt med vinden eller andre ubalancer i el-systemet, er Harteværket med til at stabilisere det – og kan modtage betaling for det, udover betalingen for energien.

Når vandstanden er ved at være nede i søerne, melder vi turbinen ud af markedet igen, døgnet før.
Førhen blev turbinerne tilset hver aften og to gange hver dag i weekenderne. Men pga. besparelser gøres dette ikke længere. Der er dog alarmer på, så hvis der sker noget, kobler turbinen fra elnettet og lukker ned af sig selv.

Lidt bonus info: En generator er bygget efter samme principper som en elmotor. Når der kommer nok omdrejninger i generatoren, producerer den strøm svarende til, at elmotoren drejer rundt, når man sætter strøm til den. Det kan sammenlignes med en gammeldags cykel-dynamo. Jo mere du træder i pedalen, jo mere lyser din lygte.

Turbine 1 og 3 er tvilling turbiner og nr. 2 er en enkelt turbine. Tvilling vil sige at der sidder to sæt lameller.
Lamellerne slides og skal renoveres efter flere års brug. Når de slides, mister de kraften. Det betyder, at effekten af vandets gennemstrømning bliver mindre. Det kan tydeligt mærkes, når der kommer nye i.

Værket består af tre vandkraftturbiner af typen Francis, som anvender en speciel teknologi, som er ideel til et “lille” vandkraftværk som Harteværket, da der bliver genereret meget energi af en forholdsvis lille vandmængde.

De to store turbiner genererer 350 kW pr stk. i timen, og bruger 2400 liter vand i sekundet. Den lille turbine genererer 250 kW i timen og bruger 1200 liter vand i sekundet.

Den installerede effekt på generatorerne er ca. 1300 kW.

Den maksimale ydeevne er ca. 1000 kW.

Det er de originale turbiner og generatorer, der fortsat er i drift.

Al teknologi på Harteværket er således 100 år gammelt. Den eneste udskiftning som har fundet sted, er af risthuset som ligger på toppen af bakken, hvor vandet bliver filtreret for nedfaldne blade mm., inden det bliver ført ned til turbinerne. Risthuset blev skiftet ud i 1947.