I 1930erne blev der boret efter salt ved Harteværket.

Sådan begyndte det

Forhistorien til Harteværket begyndte med, at Danmarks ledende geolog i 1930’erne, dr. phil. Victor Madsen, efter årelange studier og geofysiske undersøgelser havde dannet sig en teori om, at der måtte findes salt i Danmark, og stedet måtte være Harte.

Men der var ikke nogen som havde lyst til at kaste sig ud i boringer efter mineralet, da man ikke var sikker på at det fandtes og det derfor kunne risikere at koste en formue. Da den danske stat ikke ville risikere et økonomisk tab, blev der indrykket annoncer, hvori regeringen indbød liebhavere til, på visse betingelser, at starte saltboringer.
Annoncen gav intet resultat, men da den danske ingeniør Karl Østman i begyndelsen af 30’erne rejste til Amerika, mødte han ingeniøren Frederick Franklin Ravlin. Ravlin havde i en årrække haft held med at bore efter olie og blev interesseret i den annonce Østman viste ham.

Ravlin tog til Danmark det følgende år, og her mødte han direktør for Danmarks Geologiske Undersøgelser dr. phil. Victor Madsen, dr. phil. Hilmar Ødum (leder af borearkivet ved DGU) og statsminister Thorvald Stauning. Her blev kontrakten underskrevet, og det fremgik, at Ravlin på egen regning og risiko kunne få lov til at bore i jorden ved Harte, men hvis han inden for to år fandt mineraler af nogen art, kunne han erhverve koncessionen til Danmarks undergrund mod at betale staten 7½% af værdien af, hvad der eventuelt ville blive produceret.

Den store dag - saltklumpen

Ravlin rejste hjem og sendte materiel og erfarne borefolk til Danmark, og arbejdet blev indledt den 27. juli 1935.
Første egentlige resultat var den famøse saltklump, hvis ægthed senere blev betvivlet, der blev boret op den 13. november 1936 i nærværelse af dr. Victor Madsen, ass. geolog ved Københavns Universitet A. Noe-Nygaard og ingeniør Karl Østman.
Victor Madsen udfærdigede derefter et dokument om fundet og dennes omstændigheder, og rejste til København med saltet efter forinden at have holdt en lille uformel tale, hvori han udtrykte glæden over, at hans teori om salt ved Harte havde holdt stik, og at retten til undergrunden og udvinding af råstoffer i Danmark nu tilhørte Ravlin.

Dr. Madsen delte senere saltklumpen i to stykker, den ene del er i København, den anden del gav han til Ravlin, der senere forærede den til en dame i USA, som selv borede efter olie og havde skabt sig en millionformue på det.

Nu satte Ravlin mere kraft ind på arbejdet. Han fik flere borematerialer og mere mandskab sendt over fra Amerika. Nyheden om saltfundet nåede ud i verden og resulterede i, at det internationale selskab Gulf Oil Co. rettede henvendelse til Ravlin om at overtage hans eneret. Ravlin sagde først nej, men Gulf blev ved at presse på, og selskabets tilbud antog efterhånden et så favorabelt omfang, at Ravlin accepterede, idet han dog betingede sig statens sanktion.
Dermed trådte Ravlin ud af billedet og tog tilbage til USA, efter at havde brugt ca. en million kroner i Harte.

Saltklumpens ægthed

Da 2. verdenskrig begyndte, påstod Karl Østman, at saltfundet var falskneri, og at han havde købt saltklumpen i P. A. Kruuses materialhandel i Odense, og Ravlin så selv havde anbragt den i borerøret. Karl Østman har senere tilbagekaldt denne udtalelse under begrundelsen af, at det var for at aflede tyskernes opmærksomhed fra Danmarks undergrund.

Der er efterfølgende fundet store saltforekomster i form af salthorste flere steder i Danmark.